Mens drømmen blev knust for 24-årige Christina Silva, kunne
21-årige Raquel
Beezley i nat juble over kåringen som Miss California.
Forud var gået 12 dage, hvor arrangørerne af konkurrencen forsøgte at finde ud af, hvem der skulle have kronen - hende der den 25.november - ved en fejl - blev udråbt som vinder ved finalen, eller hende der havde fået flest stemmer ved telefonafstemningen.
Valget faldt på sidstnævnte, men først efter at den forkerte skønhedsdronning havde indvilget i at afgive kronen.
Beskeden om at hun ikke var den rigtige vinder fik Christina Silva efter fem dage i glædesrus. Til nyhedsbureauet AP fortæller hun, at hun ganske rigtigt fik valget mellem af afgive kronen eller beholde den, men reelt havde hun ikke noget valg.
Forleden fortalte hun således i et talkshow, at arrangørerne bad hende om at gøre det rigtige , og ifølge arrangørerne var det eneste rigtige altså at afgive kronen. Og for at hjælpe hende til at gøre det rigtige fortalte de hende, at hun ville sætte hele modelkarrieren på spil, hvis hun insisterede på at beholde kronen.
- Jeg vil ikke have kronen. Jeg vil kende sandheden, siger Christina Silva, der ikke føler sig overbevist om, at det var en telefonfejl, der gjorde, at hun blev kronet, og derfor nu har bedt en advokat om at se på sagen.
Heller ikke for den nye vinder er kronen uden torne.
- Jeg har en bittersød smag i munden. Det vigtigste for mig at få endeligt bekræftet at det hverken er min eller Christinas fejl, sagde Raquel
Beezley da hun i nat fik kronen sat på hovedet.
Arrangørerne beklagede forud for nattens kroning fejlen og slog samtidig fast, at der intet snyd har været med i spillet.