Det er ingen hemmelighed, at det sevillianske lokalderby mellem Betis og Sevilla hører til de mest betændte og intense i Europa, og onsdag aften fik pokalkvartfinalen mellem de to hold en dramatisk afslutning.
Da Frederic Kanoute i det 57. minut bragte Christian Poulsen og holdkammeraterne fra Sevilla foran 1-0, gik dele af Betis-tilhængerne amok og kastede diverse ting på banen.
Det resulterede desværre i, at Sevillas træner Juande Ramos ifølge Sevillas radiostation blev ramt i hovedet af en fyldt flaske og dermed faldt bevidstløs til jorden.
Herefter blev han båret fra banen og kørt på hospitalet, mens kampen blev stoppet.
Den uheldige træner skulle dog hurtigt være kommet til bevidsthed igen. Det er endnu usikkert, hvilket efterspil skandalen vil få, men ifølge Sevillas radiostation bliver Sevilla kåret som vinder af kampen, og dermed avancerer de videre til pokalsemifinalen.