Manchester United tog i lørdagens tidligere kamp i Premier League et vigtigt skridt i jagten på det engelske mesterskab, da det hjemme blev til en sejr på 4-1 over West Ham.
Men trods de sikre sejrscifre, var der drama for alle pengene. Ved stillingen 3-1 kogte Uniteds portugisiske kantspiller Nanis temperament over efter en nærkamp med Lucas Neill, der blev nikket en skalle.
Nani smed sig omgående selv i græsset for at overbevise kampens dommer om, at det var ham, der var offeret, men den købte dommeren ikke, og det røde kort kunne der ikke indvendes noget imod.
Trods en mand i undertal kom Uniteds sejr dog aldrig i fare i anden halvleg, hvor Michael Carrick lukkede og slukkede med målet til 4-1.
For Manchester United scorede i første halvleg Ronaldo to gange og Tevez en enkelt. West Hams reduceringsmål til 1-3 blev sat ind af Dean Ashton på et flot saksespark.
Med sejren hviler der nu et tungt pres på Chelsea, der mandag møder Newcastle. Alt andet end en sejr til Chelsea vil reelt sende mesterskabet til Manchester, der har en langt bedre målscore end Chelsea. Vinder Chelsea afgøres det hele på sidste spiledag i næste weekend, hvor United skal til Wigan, mens Chelsea tager
imod Bolton.