En bankbog foret med tusindvis af kroner lyder både betryggende og befriende.
Og det kan blive realiteten for en masse af de unge mennesker, der i foråret trækker i konfirmationstøjet - og kan være heldige at indkassere adskillige tusind kroner i gave.
Men så længe pengene står på en indlånskonto til noget nær nul i rente, bliver de med tiden kun mindre værd.
Skal pengene i stedet investeres, så de kan yngle og blive til flere? Det skal du tale med dit barn om, mener Louise Skjødsholm, som er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.
- Tal med konfirmanden om, hvor meget der skal bruges her og nu på sjov og ballade, og hvor meget der skal gemmes til for eksempel et indskud på en lejlighed, siger hun.
Om de kroner, der skal gemmes, skal blive stående på en bankkonto eller skal ud at arbejde - for potentielt at blive til flere - kommer helt an på tidshorisonten.
- Er der lang tid til pengene skal bruges, kan man godt vælge noget med højere risiko, siger Louise Skjødsholm med henvisning til investering i aktier.
- Men får du pengene som 15-årig og skal bruge dem som 20-årig, så er det ikke ret lang tid i forhold til, at markedet går op og ned, tilføjer hun.
Og den udlægning er professor Michael Møller fra CBS enig i.
- Skal man bruge pengene inden for tre til fem år, så ville jeg ikke risikere, at markedet kan være faldet 30 procent, siger Michael Møller og fortsætter:
- Så tænk på bankkontoen som en transaktionskasse, hvor pengene er en reserve, man kan få brug for i forbindelse med højskole eller en lejlighed.
Kig i stedet efter nogle af de højrentekonti, der er særligt målrettet konfirmander.
Her skal man dog være opmærksom på, at der kan være en binding på pengene - eller at det gode rentetilbud kun gælder et år.
- Lad være med efterfølgende at holde fast i en bank, bare fordi den har givet en god rente i et år, siger han og råder til at undersøge bankmarkedet igen, når renten udløber.
/ritzau fokus/
Af Anna Raabæk/ritzau fokus/