Kirkeklokkerne ringer snart for danseren Silas Holst og Nicolai Schwartz, der tidligere på ugen blev forlovet.
Samtidig med bryllupsplanerne, er Nicolai Schwartz på jagt efter en anden at få et barn med. Det skriver BT.
Silas Holst har to børn, datteren Maggie My og sønnen Bob Jones, som han fik sammen med sin eksmand Johannes Nymark og sin veninde Louise. Danseren har længe gjort klar, at han ikke ønsker flere børn.
- Jeg skal ikke have flere børn. Det er helt sikkert. Det har jeg sagt i mange år, men så lige i går faldt jeg pludselig over et babybillede med min søn, hvor han sidder på mine skuldre. Der tænkte jeg lige, ahh, det var sgu også en fed tid. Men nej, jeg skal ikke have flere børn. Jeg er meget lykkelig for mine to, sagde han tidligere på året i en podcast med Sladderkongen.dk.
Selvom Silas Holst ikke ønsker flere børn, vil hans kommende ægtemand dog meget gerne være far.
I de seneste tre år, har han været på jagt efter en kvinde, der vil være mor til hans barn. Han drømmer om sin egen regnbuefamilie, som Silas altså også har.
Tidligere havde han fundet en kvinde, der var parat til at opfylde hans drøm, men da hun fandt en kæreste, gik babyplanerne i vasken. Det har dog ikke gjort Nicolai Schwartz babydrømme mindre.
- Jeg er på udkig efter en ny mor, som vil være aktiv mor. Så jeg er inde på Regnbuebarn.dk for at se, om der skulle være noget der. Jeg havde ikke rigtigt nogen plan b, jeg ønsker egentligt bare at finde en god mor, der vil være der og være en del af vores store familie også, siger Nicolai Schwartz til BT.