Regeringen og Folketingets partier blev torsdag enige om at åbne for zoologiske anlæg i den såkaldte genåbningsfase 2.
Men det bliver ikke alle danske zoologiske haver, som kommer til at åbne i denne omgang.
Gæsterne skal nemlig kunne transportere sig rundt i bil.
Derfor kan anlæg som Givskud Zoo og Knuthenborg Safaripark slå portene op for publikum med det samme.
Det betyder også, at blandt andre de zoologiske haver i København, Aalborg og Odense må vente.
Det samme gælder for Ree Park Safari ved Ebeltoft, og her er der skuffelse.
- Nu begynder Danmark at åbne op igen, og det er rigtig godt. Jeg håber bare virkelig, at vi også snart får lov til at åbne, for det er meget smerteligt for pengepungen det her, siger direktør Jesper Stagegaard til TV 2 Østjylland.
Ree Park Safari har som adskillige oplevelsesparker mistet adskillige millioner af kroner på at have været lukket.
- Vi står med personale, som er sendt hjem for en stund. Men vi har jo det, vi kalder et nødpersonale, som tager lige præcis det, der skal til, for at vores dyr ikke lider nogen som helst form for overlast, siger direktøren.
Selvom dyreparken skulle få lov til at åbne på et senere tidspunkt, mener direktøren ikke, at de kan rette op på økonomien i år.
- Jeg tror ikke på, at vi har en mulighed for at hente det tabte hjem. Det bliver et virkelig skidt år, hvor vi forventeligt må komme ud med et rigtig stort underskud, siger han.
- Men jeg håber jo på, at vi rent faktisk oplever at kunne få i hvert fald noget af sommeren med, hvor forhåbentligt mange danskere bliver hjemme. Jeg håber på en højsæson, som ikke går fuldstændig i vasken, siger Jesper Stagegaard til TV 2 Østjylland.