Skal man tro den tyske tabloidavis Bild, har Hamburger SVs kommende danske sportsdirektør en gave med ved ankomsten til det tyske.
Den tyske avis spekulerer nemlig på sin hjemmeside i, om den danske Arsenal-angriber, Nicklas Bendtner, tager flyveren fra London sammen med den snart tidligere Chelsea-talentchef.
Hamburger SV mister med al sandsynlighed den hollandske angrebsprofil Ruud van Nistelrooy til sommer, og når Bendtner samtidig ikke får megen spilletid i Arsenal, skulle vejen for skiftet ifølge Bild være banet.
Bendtner har tidligere sagt, at han under alle omstændigheder vil væk fra Arsenal til sommer, "hvis situationen ikke ændrer sig væsentligt".
Den danske angribers nuværende kontrakt med Arsenal løber helt frem til 2014, og han bliver derfor i givet fald ikke billig for den nordtyske klub.
Kilde: Bild