En undersøgelse viser, at hver tredje af fagforbundets 3F's medlemmer har oplevet, at en kollega var påvirket af hash på arbejde.
Og det er en alvorlig sag, fordi sikkerheden på arbejdspladserne går fløjten, når medarbejderne er påvirkede.
"Simulerede forsøg med amerikanske jagerpiloter dokumenterer, at rutineprægede opgaver løses forbavsende godt, selvom piloterne er skæve. Men i pludseligt opståede situationer går det helt galt. Der er en langt langsommere reaktion, når der skal handles hurtigt," siger Henrik Rindom til Fagbladet 3F.
Ifølge tal fra Arbejdstilsynet er byggebranchen blandt de hårdest ramte, hvad angår arbejdsulykker. Og derfor mener misbrugseksperten, at fagbevægelsen skal på banen i forhold til hash på arbejdspladsen'
"Der skal være større fokus på det kollegiale ansvar med hensyn til sikkerheden. Derfor skal den lokale tillidsmand skoles i at tage hånd om sådan en problemstilling. Men det er svært, hvis baglandet ikke har fokus på området. Min vurdering er, at fagbevægelsen har en alt for tilbagelænet holdning," siger Henrik Rindom.