En 35-årig mand er sigtet for selve drabet, mens en 38-årig mand og en 25-årig kvinde sigtes for medvirken til drabet på Henrik Frank, der lillejuleaften blev fundet dræbt på sin bopæl i Vonge rullet ind i plastic og gulvtæppe.
Her har han ifølge retsmedicinerne i Århus ligget død i ca. fire uger.
Vicepolitinspektør Peter Krogh fra Østjyllands Politi oplyser ifølge Politiken.dk, at 38-årige Henrik Frank blev dræbt ved slag i hovedet med en baseballkølle.
Motivet til drabet menes at være uoverensstemmelser i forbindelse med den dræbtes hund.
Den 35-årige mand har erkendt drabet, mens den 38-årige mand og den 25-årige kvinde nægter medvirken til drab.
De erkender derimod at have været med til at bortskaffe og tilintetgøre spor fra gerningsstedet.
I løbet af juleaftensdag bliver de fremstillet i grundlovsforhør.