Den lyskeskadede midtbanespiller Niki Zimling har godt nyt at fortælle til Morten Olsen.
Landstræneren er ellers bekymret for, at Mainz 05-spilleren er i fare for at misse tirsdagens VM-kvalifikationskamp i Parken mod Armenien.
- Det går rigtig godt, men der er stadig nogle dage til kampen, så der er ingen grund til at provokere skaden yderligere.
- Jeg er fortrøstningsfuld, men der er som sagt ingen grund til at tage chancer lige nu. Jeg tror på, at jeg bliver klar. Der er sket markant fremgang de seneste dage, siger Zimling, som lørdag trænede for sig selv.
Ifølge landsholdslæge Søren Kaalund er det planen, at Zimling for alvor testes med bold i søndagens træning.
Det er sæsonens sidste kamp. Er du så villig til at strække dig endnu længere end normalt for at blive klar?
- Ja, selvfølgelig. Det er sæsonens sidste kamp, og jeg er en type, der i forvejen ikke tænker så meget på den næste kamp igen.
- At blive 100 procent klar er altid optimalt, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at blive så tæt på 100 procent som muligt.
- Jeg har spillet med skader, som har været værre end denne, så jeg tror ikke, at det bliver det helt store problem, siger Zimling.
Midtbanespilleren forventer ikke, at det koster ham en startplads, når han har siddet en del træninger over de seneste dage.
- Det er heldigvis ikke første gang, at jeg er med her, så jeg kender jeg kender taktikken og spillemåden forholdsvis godt, vil jeg sige. Så det bliver ikke det helt store problem, lyder det fra Zimling.
Den ligeledes lyskeskadede Simon Kjær trænede heller ikke med de andre spillere lørdag.
/ritzau/