Når tennisturneringen Wimbledon begynder i næste uge i London, er en af de seneste årtiers mest markante personligheder ikke med.
Amerikaneren Venus Williams har meldt afbud til den engelske grand slam-turnering på græs, som hun har vundet fem gange.
Årsagen er en rygskade.
- Desværre kommer jeg ikke til at deltage i Wimbledon i år, siger Venus Williams ifølge Sky Sports.
- Jeg er ekstremt skuffet, da jeg altid har elsket at være med i turneringen. Men jeg har brug for tid til at lade min ryg hele, siger hun.
Venus Williams, som mandag fyldte 33 år, vandt Wimbledon i 2000, 2001, 2005, 2007 og 2008.
Hun ligger i øjeblikket nummer 34 på verdensranglisten.
Venus Williams, som er storesøster til verdensetteren Serena Williams, har været med ved Wimbledon hvert år siden debuten i 1997.
/ritzau/