Ritzau
Opdateret kl. 19:54
Stine Bodholt kommer måske alligevel til at spille med ved VM i håndbold.
Viborg HK-stregspilleren måtte ellers melde afbud på grund af knæproblemer, men onsdag rejser hun alligevel med til Tyskland, hvor slutrunden bliver spillet.
Dansk Håndbold Forbund meddeler i en pressemeddelelse, at Stine Bodholt har meldt sig klar til at tage med til Tyskland.
- Først og fremmest er jeg glad på Stines vegne over, at skaden ikke er så slem som først antaget.
- Nu tager vi det roligt i forhold til hendes eventuelle deltagelse i kamp, men jeg glæder mig over, at der overhovedet er en mulighed for, at hun kan komme i kamp, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Stine Bodholt skal have sit knæ testet i Tyskland. Hun har den seneste tid trænet uden at mærke irritation i knæet.
Hun blev i VM-truppen erstattet af Rikke Iversen.
Stine Bodholt, der regnes som en af Danmarks nøglespillere, er fortsat ikke en del af VM-truppen på 16 spillere.
Hun kan dog blive skiftet ind undervejs ved VM.
Danmark møder lørdag Montenegro i den første gruppekamp ved VM.
/ritzau/