Han har ikke været på banen siden september, og et comeback venter ikke lige om hjørnet.
Alligevel regner den tyske landsholdsmålmand Manuel Neuer med at være med i truppen, der skal forsvare Tysklands verdensmesterskab ved VM i Rusland til sommer.
- Jeg tror bestemt, at jeg er med og kan spille. Og det vil jeg også, siger Neuer til Stern.
Bayern München-keeperen, der i både 2015 og 2016 blev kåret som verdens bedste på posten, har været ukampdygtig, siden han brækkede en mellemfodsknogle i september.
Helingen har taget lang tid, men på det seneste har den 32-årige målmand mærket fremskridt.
Det er dog et åbent spørgsmål, om han når at komme på banen for sin klub mere i denne sæson.
- Så skal alt gå efter planen. Men i genoptræningsfasen har det motiveret mig meget, at vi stadig er med i to turneringer - pokalturneringen og Champions League.
- Men jeg kan ikke komme fra ingenting og sige: "Jeg spiller finalen". Præstationerne til træning er afgørende, siger Manuel Neuer.
I hans fravær har Sven Ulreich vogtet målet for den sydtyske storklub, som allerede 7. april sikrede sig det nationale mesterskab for sjette år i træk.
/ritzau/