Nicki Pedersens venstre håndled volder ham nu så mange problemer, at den danske speedwaystjerne seriøst overvejer at melde afbud til det polske grand prix, som køres 15. juni.
Det siger Nicki Pedersen efter lørdagens britiske grand prix i Cardiff.
Her nåede han ellers frem til semifinalen og rykkede en plads frem i VM-stillingen, hvor han nu er treer samlet.
Men et styrt undervejs fik håndledet til at hæve op igen, og det betyder, at Nicki Pedersen igen må holde pause, hvilket skader danskerens pengepung.
- Det koster mig penge dagligt, når jeg ikke kan køre i mine ligaer rundt omkring. Nu har jeg en hævet hånd og må igen sidde ude.
- Det er en katastrofe. Jeg bliver nødt til at evaluere, om jeg bliver nødt til at trække mig i 14 dage eller tre uger for at få min hånd helet. Det er sgu for dyrt kun at køre grand prix hver 14. dag.
- Jeg må evaluere min forretning. Det er måske bedst at sidde ude i 14 dage eller en måned og så komme tilbage og slutte sæsonen af på bedste vis, hvor jeg kan køre grand prix og ligaer.
- Lige nu ryger der penge ud af forretningen, og det er for dyrt. Indtil videre er det åbenbart ikke længe nok med to ugers pause, siger Nicki Pedersen.
Han brækkede sit håndled ved det svenske grand prix for en måned siden og har stort set holdt pause siden da.
Ved det tjekkiske grand prix for et par uger siden blev Nicki Pedersen, der tre gange i sin karriere har vundet VM-titlen, nummer tre trods smerter i hånden.
Det danske grand prix i Parken køres i øvrigt 29. juni.
/ritzau/