Det danske ishockeylandshold får ikke forstærkning fra NHL-forwarden Jannik Hansen i de resterende kampe ved VM i Stockholm.
Hansen døjer med en mindre skade og er derfor ikke klar til en tur over Atlanten.
- Han kommer ikke. Han forklarer, at han har spillet med en skade. Han er formentlig også slidt efter først at have spillet i Finland under lockouten og siden det hårde program i NHL, siger landsholdets general manager Kim Pedersen.
Muligheden for at efterudtage Jannik Hansen åbnede sig ellers, da hans klub, Vancouver Canucks, natten til onsdag røg ud af NHL-slutspillet efter fire nederlag på stribe til San Jose Sharks.
Til gengæld er der fortsat mulighed for, at den anden danske Vancouver-spiller, Nicklas Jensen, kan støde til danskerne i den svenske hovedstad.
- Vi har ikke fået fat i ham endnu. Men vi forsøger at få ham herop. Der vil komme en afklaring i løbet af dagen. Hvis han er klar, kan vi have ham med mod Schweiz på lørdag, siger Kim Pedersen.
Selv om Nicklas Jensen, der var været i reserve for Vancouver i slutspillet, ikke har været på is i flere uger, vil landstræner Per Bäckman gerne have ham med i de sidste kampe.
- Ja, og det er jo grunden til, at vi har holdt to pladser åbne i truppen. Vi må se, hvordan han ser ud, hvis han kommer, siger Bäckman.
Med Jannik Hansen afbud har landstræneren valgt, at registrere den erfarne center Thor Dresler som en del af truppen. Dresler kommer på isen mod Tjekkiet torsdag, meddeler landstræneren.
/ritzau/