Den argentinske tennisspiller Juan Martin del Potro er klar til finalen ved grand slam-turneringen US Open.
Det står klart, efter at den spanske verdensetter, Rafael Nadal, måtte trække sig med en skade i semifinalen efter at have tabt de to første sæt.
Den tredjeseedede argentiner, der vandt turneringen i 2009, havde vundet de første to sæt 7-6, 6-2, da Nadal kastede håndklædet i ringen.
Dermed får spanieren ikke mulighed for at forsvare titlen fra i fjor.
Det er første gang, at Nadal må trække sig fra en kamp i US Open - en turnering, som han har vundet tre gange.
Den 32-årige spanier havde tilsyneladende smerter i knæet allerede fra kampens start.
Efter at have fået massage og tape på knæet forsøgte Nadal at fortsætte, men i slutningen af andet sæt var han tydeligt præget af smerterne.
Da del Potro sikrede sig andet sæt, gik Nadal direkte over til dommeren og sagde, at han ikke kunne fortsætte kampen.
Del Potro er dermed i finalen i US Open for første gang siden 2009, hvor han vandt turneringen.
Argentineren, der selv har været plaget af skader i sin karriere, havde dog ønsket sig en anden slutning på semifinalen.
- Det er ikke den bedste måde at vinde en kamp. Jeg elsker at spille mod Rafa, fordi han er den største fighter i denne sport, siger han efter kampen.
- Jeg er ked af det på hans vegne, tilføjer han.
Del Potro, der måtte tage en længere pause fra sporten på grund af flere operationer i håndleddet, skal i finalen møde den sjetteseedede Novak Djokovic.
Serberen vandt den anden semifinale over japanske Kei Nishikori i tre sæt.
- Det er næsten ikke til at tro, at jeg igen får muligheden for at spille en grand slam-finale her (i US Open, red.), som er min yndlingsturnering, siger argentineren ifølge AFP.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters