Superstjernen Lionel Messi rejser ikke med holdkammeraterne i FC Barcelona til USA som forberedelse til turneringsstarten i den spanske liga.
Den spanske mesterklub oplyser, at den 32-årige argentiner har pådraget sig en lægskade.
Det skete mandag på angriberens første træningsdag efter en sommerpause, der har budt på et Copa America med Argentinas landshold.
- Messi måtte trække sig med ubehag i højre ben, skriver Barcelona.
- Messi bliver i Barcelona og vil ikke rejse med til USA, lyder det videre.
Klubben sætter ingen tidshorisont på skadens varighed.
Argentineren ærgrer sig over sin kedelige start på sæsonen.
- Jeg ville gerne i gang igen, men desværre havde jeg et uheld under den første træning, og det vil holde mig ude i et stykke tid, skriver Messi på Instagram.
Barcelona indleder sæsonen i den spanske liga 16. august ude mod Athletic Bilbao.
/ritzau/