Fredag aften fik han comeback på det argentinske landshold, men nu venter der Lionel Messi en ny landsholdspause.
Barcelona-stjernen har nemlig meldt afbud til Argentinas testkamp mod Marokko på tirsdag.
Det skyldes dog ikke, at han allerede er blevet træt af landsholdsfodbold igen. I stedet er det en lyskeskade, der forhindrer Messi i at stille op.
Argentinas Fodboldforbund meddeler på Twitter, at både Messi og midtbanespilleren Gonzalo Martinez må melde fra til Marokko-kampen.
Her jagter argentinerne oprejsning efter fredagens overraskende nederlag til Venezuela, hvor Messi gjorde comeback efter otte måneders frivillig landsholdspause.
Det var hans første landskamp siden den skuffende indsats ved VM i Rusland, men tilbagekomsten blev ingen succes.
Venezuelanerne var foran 2-0 ved pausen og endte med at vinde 3-1 i kampen, der blev spillet på Atlético Madrids bane i Madrid.
Testkampene mod Venezuela og Marokko er en del af Argentinas forberedelser til Copa América, der spilles i Brasilien til sommer.
/ritzau/