Når Real Madrid tirsdag aften skal forsøge at ekspedere giganterne fra Bayern München ud af Champions League, bliver det uden Madrid-holdets walisiske stjerne, Gareth Bale, på grønsværen.
Bale må tage plads på Santiago Bernabéus tilskuerrækker, efter at han i den første kvartfinale pådrog sig en ankelskade.
Det oplyser Real Madrids manager, Zinedine Zidane, på et pressemøde.
- Jeg håber ikke, det er noget alvorligt, og jeg håber, at han kan være klar igen i løbet af nogle dage. Men han bliver ikke klar til Bayern-kampen, og vi vil ikke tage nogen risici, lyder det fra den franske manager.
Gareth Bale var tidligere på sæsonen ude i tre måneder med en alvorlig skade i højre ankel. Og det er også en af grundene til, at Madrid-mandskabet passer særlig godt på den eksplosive kantspiller.
- Gareth har arbejdet rigtig hårdt på at komme tilbage på holdet efter sin skade. Da han kom tilbage, var han desperat efter at komme tilbage, og nu har han fået et nyt slag, der forhindrer ham i at spille, siger Zidane.
Real Madrid-spillerne fik et godt udgangspunkt i den første Champions League-kvartfinale, hvor de vandt 2-1 på udebane over Bayern.
Dermed har Real Madrid fortsat gode muligheder for at gå hele vejen i Champions League, som klubben har vundet to ud af de tre seneste år.
/ritzau/