Mens vi popper champagne, springer ned fra stolene og fyrer raketter af, så forbereder læger og sygeplejersker sig på, at der kan blive travlt.
På skadestuen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er der indkaldt ekstra personale til nytårsnat og nytårsmorgen.
Det skriver DR Syd.
Oversygeplejerske Christian Jørgensen forventer, at der bliver en del at se til i løbet af aftenen og natten.
Men erfaringer viser, at der er størst travlhed nytårsmorgen.
- Når man vågner efter en aften, hvor man har fået noget at drikke, så er det ofte der, man opdager små skader, som alkoholen har skjult, siger Christian Jørgensen.
Ifølge oversygeplejersken kan disse skader for eksempel være lette forstuvninger eller lette forbrændinger.
Og for, at trykket på skadestuen ikke bliver for højt, opfordrer Christian Jørgensen til, at folk overvejer, om det nu også er nødvendigt med et besøg på skadestuen.
- Nogle af skaderne kan man sagtens klare og håndtere derhjemme. Så jeg synes, man skal tænke en ekstra gang over, om man kan håndtere skaden selv. Er det ikke muligt, så står vi selvfølgelig klar til at hjælpe, pointerer han.