Patienter kan fremover måske slippe for at komme på skadestuen. Nu kan sygeplejersker og læger på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg nemlig vurdere skaderne via mobiltelefonen, og så kan hun/han vurdere ud fra dine videooptagelser med mobiltelefonen, om du skal tage på skadestuen. Eller du kan nøjes med f.eks. at rense såret og sætte et bind på.
Muligheden gælder for alle patienter i hele Region Syddanmark (minus Ærø). Det fortæller TV SYD.
Systemet har kun fungeret i cirka tre måneder, men allerede nu er erfaringen så god, at sygeplejerske Morten Melstrup ikke tøver med at kalde det for en succes.
Han bruger det to til fire gange på et vagtskifte. I sig selv ikke så mange i forhold til de mange opkald han normalt får, men når han bruger det, fungerer det fint både for patienten og ham selv, siger han.
Fordelene er klare. Patienterne undgår unødvendige besøg på skadestuen.
Sygeplejerskerne kan bedre prioritere patienterne og hjælpe børn, når der etableres videoforbindelse og de på den måde selv kan se og tale med barnet i stedet for, at det går gennem en forælder.
På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg regner man med, at det er den første skadestue i Danmark, der dagligt arbejder med denne mulighed.
- Og nu er regionens lægevagt også begyndt at arbejde med det. Det her er en fordel for både patienter, der måske ikke behøver at tage turen ind på skadestuen, og for os. Det mindsker presset på skadestuens personale, siger leder af skadesvisitationen, Ina Marie Andersen til TV SYD.
Det var hende, der fik ideen efter hun så i nyhederne, at Region Hovedstaden havde indført systemet i forbindelse med større ulykker. På den måde kunne personalet i 112 hurtigt danne sig et overblik. Det er dette system, skadestuen i Esbjerg nu har lånt og bruger til dagligdagens små skader.
– Men vi håber meget, at vi kan låne det til evig tid, siger Ina Marie Andersen med et smil.