En iskold vinter, et lunt forår og tegn på en varm sommer kan gøre 2026 til et regulært drømmeår for skadedyrene. Det kan blive året, hvor nogle af danskernes mest forhadte ubudne gæster for alvor rykker ind i hjem og haver.
Sådan lyder advarslen fra Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmpelsesvirksomheden Rentokil.
- Vi har allerede rødglødende telefoner med anmeldelser om muldvarpe. Samtidig forventer vi, at udbredelsen af skægkræ kun vil tage til, og at hvepsebestanden stiger med 15-20 procent i år. Det er tre skadedyr, som på hver deres måde kan give danskerne grå hår og føre til både skader og frustration, siger Claus Schultz fra Rentokil.
Muldvarpen ser måske harmløs og næsten nuttet ud, men under jordoverfladen kan den hurtigt udvikle sig til enhver haveejers mareridt. Med sine muldskud ødelægger den plæner, bede og rødder, og de stigende temperaturer de seneste år giver den stadig bedre betingelser.
ahmad kanbar / Unsplash
Hvepse nyder også godt at det varmere klima. Selvom de færreste har haft besøg af hvepse i år, forudser Claus Schultz at hvepse vil volde store problemer i de kommende sommermåneder. Forudsigelsen med den store stigning i hvepsebestanden tyder på, at det bliver travle uger for skadedyrsbekæmperne.
Det er især foruroligende, at hvepsebestanden vil stige, da hvepsestik kan være dødelige for allergikere. Men man skal ikke kun være årvågen, hvis man er allergiker. Vi har desværre tit hændelser, hvor danskere under havearbejde bliver stukket, mens de står på stiger og grundet stik falder ned. Det kan have alvorlige skader til følge, siger Claus Schultz fra Rentokil.