Statsminister Anders Fogh Rasmussen er nødt til at tage konsekvensen af Birthe Rønn Hornbechs mangel på evner som minister og finde en anden til posten, skriver Dansk Folkepartis Ungdom i et nyhedsbrev.
Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup forstår godt ungdomspartiets frustrationer over integrationsministeren:
- Jeg synes ikke, DFU går over stregen. Jeg kan udmærket forstå, at de er frustrerede over, at hun modsiger sin egen regerings politik og langer ud efter DF, siger Peter Skaarup til Avisen.dk.
Han er dog uenig i, at hun burde fyres:
- Men derfra og så til at sige, at hun skal udskiftes som minister, det er jeg ikke enig i. Vi har et godt samarbejde med Birthe Rønn Hornbech, og Fogh har sagt det, der skulle siges i den sag, siger Peter Skaarup.
Det er Birthe Rønn Hornbechs kronik i Politiken for nylig, hvor hun talte imod et tørklædeforbud for dommere og samtidig kaldte regeringens faste støtteparti fanatiske antimuslimer , som har fået bægeret til at flyde over.
- Siden hendes kronik i Politiken for nylig har hun nærmest væltet sig selv. Man kan ikke som minister blive ved at modsige sin egen regerings politik uden konsekvens, lyder det i DFU s nyhedsbrev.
Og den har været gal helt fra begyndelsen, mener DFU:
- Hende første handling var at skabe usikkerhed for den dengang nyligt genvalgte regering ved gentagne gange at udfordre regeringens politik ved gentagne gange at kritisere regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. Dermed har Birthe Rønn Hornbech tidligere udvist inkompetence som minister, skriver DFU.