Det ærgrer Peter Skaarup (DF), at statsadvokaten har droppet at føre sag mod den gruppe danske imamer, som i december 2005 rejste til Mellemøsten med en mappe med Jyllands-Postens muhammed-tegninger.
»Det er statsadvokatens afgørelse, men det ærgrer mig. Jeg synes, at imamernes adfærd under Muhammed-krisen var skadelig for Danmark,« siger Peter Skaarup.
Han har kigget på nogle af imamernes udtalelser igen, og han mener, at de kan betragtes som skadelige for Danmark. Blandt andet imamen Ahmed Akkaris udtalelser til skjult kamera i en fransk dokumentarfilm, hvor han nævner muligheden for, at Naser Khader (R) vil blive udsat for et bombeangreb, hvis han bliver integrationsminister.
»Det var efter min mening en klar trussel. Statsadvokaten har fundet, at der ikke er dokumentation for at køre en sag, men derfor kan vi andre jo godt mene, at de udtalelser, som imamerne kom med, var skadelige for Danmark,« siger Peter Skaarup.
Som kommentar til, at imam Ahmed Akkari over for DNY har opfordret til dialog med den muslimske minoritet i Danmark, siger Peter Skaarup:
»Jeg tror netop, at det er noget af det gode, der er kommet ud af Muhammed-krisen, at der er kommet mere dialog om disse emner. Og den dialog har vist, at imamerne ikke er særlig repræsentative for muslimerne i Danmark«.
Han glæder sig blandt andet over, at en gruppe muslimer med Naser Khader i spidsen i forbindelse med Muhammed-krisen tog initiativ til at stifte foreningen Demokratiske Muslimer.