Sig navnet Illich Ramirez Sanchez og de færreste vil vide, hvem du taler om. Men siger du navnet Carlos eller endnu bedre Sjakalen , ved de fleste pludselig godt, hvem der er tale om. Og nu skal den livstidsdømte terrorist for retten igen.
den i dag 57-årige Carlos er sigtet for at stå bag en række attentater i Frankrig i 1982 og 1983. I alt 12 mennesker blev dræbt ved disse attentater og flere end 100 såret. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Carlos stod i 70 erne og 80 erne bag en lang række drab, kidnapninger og attentater. I dag huskes han ikke mindst for gidselstagningen af OPECs olieministre på et møde i Wien i december 1975.
Carlos blev arresteret i Sudan i 1994 og efterfølgende idømt livsvarigt fængsel i Frankrig.
Navnet Sjakalen , som i dag er uløseligt forbundet med ham, har Carlos ikke selv fundet på. Navnet kommer fra Frederick Forsyths bestseller af samme navn. I bogen optræder en lejemorder med dæknavnet Sjakalen. Og da et eksemplar af netop Forsyths bog på et tidspunkt blev fundet i en lejlighed, hvor Carlos havde boet, drog medierne paralleller mellem de to og efterhånden blev navnene Carlos og Sjakalen synonyme.