Bor du i Vest- eller Sydsjælland er der størst sandsynlighed for at finde dig i bil eller tog på vej til arbejde.
Mere end hver sjette person, der er i arbejde og bor i Vest- og Sydsjælland, har mere end 50 km til arbejde, viser tal fra Danmark Statistik.
Indbyggerne i Faxe har førertrøjen på. Her har hver femte (20,9 pct.) over 50 km til arbejde. På de næste pladser følger Sorø med 19,8 pct. og Vordingborg og Ringsted med 19,0 pct.
Hver tredje, der pendler fra Vest- og Sydsjælland, tager til København, mens en anden tredjedel pendler til enten Københavns omegn eller Nordsjælland.
Det er mest mænd, der læser avis i toget på vej til arbejde eller sidder med foden på bremsen i en kø på motorvejen.
På landsplan har 8,9 pct. af mændene mere end 50 km til arbejde, mens det kun er tilfældet for 4,6 pct. af kvinderne.
Pendlerne har i gennemsnit 19,1 km på arbejde.