Da han får de sorte, stramme briller af, forsøger hans øjne at vænne sig til mørket. Det er svært. Cellen er dunkel og fugtig, fordi bygningen ligger i niveau med jorden. Han aner ikke, hvor han er. Eller hvorfor han er der.

Ayad Achouah er blevet smidt i fængsel midt under en ferie i Israel. Det er januar 2005. Væggene i cellen er ru, så det gør ondt at sidde op og hvile ryggen. Gulvet er af beton, og madrassen er kun fem centimeter tyk. Hænder og fødder har mærker efter håndjernene.

Han ser ned af sig selv. Ude af stand til at begribe at det sker for ham. Han er velklædt med skjorte, bukser, og han dufter af parfume. Den første dag i cellen tror han stadig, at det kun skal vare nogle få timer, så er han på vej igen.

Han kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at han skal tilbringe de næste 21 måneder bag tremmer i forskellige israelske fængsler.

Han aner intet om den tortur, han skal udsættes for.

26.000 tortur-ofre

Ayad Achouah fra Århus står i dag frem og fortæller sin historie, fordi Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening vil sætte fokus på den tortur, der ifølge foreningen lige nu foregår i israelske fængsler. Kulturgeograf Søs Nissen fra Det danske Rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre har hørt mange fortællinger, der ligner Ayads. Blandt danske flygtninge har hver tredje været udsat for tortur. Det svarer til cirka 26.000 personer.

Ayads mareridt begynder i et tog. Han sidder og filmer de smukke bjerge. En kvinde går forbi og ringer fra sin mobiltelefon til politiet. Da toget standser, bliver han blevet taget med på politistationen og derfra videre til cellen under jorden.

Hans pas viser, at han er dansk statsborger. Men det kan han ikke bruge til noget her. Den israelske efterretningstjeneste er ikke til at snakke med. De stiller spørgsmål. Så svarer man.

Da fangevogterne kommer og henter ham den næste dag, klaprer hans tænder af kulde. Lagnet, som han har forsøgt at varme sig under, lugter som om det har ligget en uge under en død hest.

Gift i maden

Den anden mand i cellen har været flink. Han har fortalt, at han har slået israelere ihjel, og han opfører sig som en ven. Han advarer Ayad mod at spise maden, der består af et æg, couscous og yoghurt, der er blandet sammen. Det lugter frygteligt.

»Der kan være gift i,« advarer han, så århusianeren får næsten ingen mad og drikke.

Hænder og fødder er låst i håndjern, og Ayad bliver placeret på en stol med benene bøjet ind under sædet og armene bundet på ryggen. Så begynder forhøret.

»Hvor er du fra?« begynder de, og Ayad kan høre, at de intet aner om ham. De har bare taget ham uden nogen grund. De bliver ved med at spørge. De råber ham ind i hovedet. Men Ayad har ingen svar.

Statens sikkerhed

De næste 16 dage går med forhør. Fangevogterne sætter Ayad på en stol udenfor med arme og fødder bundet, når det regner. De bruger boremaskiner om natten for at holde fangerne vågne, og tidligt om morgenen buldrer de ind af dørene i cellerne og kræver, at fangerne står ret op for obersten.

Ayad gør alt, hvad de forlanger. Han springer op, når de braser ind og støder benene, så hans skinneben får store sår, der senere forvandler sig til hvide ar. Hans tanker søger hele tiden hjem mod sin kone og de tre børn på fem, seks og 14 år. Han aner ikke, om han nogensinde får dem at se igen.

En dag bliver han flyttet. Fangevogterne siger til ham, at han vil få en administrativ dom, som de kan forlænge i det uendelige, hvis han ikke indrømmer, at han har kontakt til Hizbollah. Blandt de andre fanger er de administrative domme frygtede. Mere end 750 fanger sidder i fængslerne uden nogensinde at have været for nogen domstol. De ved kun, at de udgør en fare for statens sikkerhed.

Ayads advokat arbejder på at indgå en studehandel. Først fra 20 år til syv år og til sidst til 33 måneder.

Men han skal erkende sig skyldig, hvis han vil slippe med fængsel i 33 måneder. Hans advokat anbefaler det. Medfangerne anbefaler det. Så selvom han er uskyldig, makker han ret. Ayad bliver dømt for at overveje spionage mod Israel.

Tre gange flytter de ham fra fængsel til fængsel. I én celle bor han sammen med syv andre fanger. I et andet fængsel bliver han klemt sammen med 20 fanger i et rum med plads til 12. Ayad lærer, at den flinke fange, han sad sammen med i den første celle, var en såkaldt fugl . En spion, der skal skaffe oplysninger til efterretningstjenesten og sørge for, at fangen ikke spiser og drikker, så han er svag til forhøret.

Nogle fanger får spændt håndklæder stramt om armen, så blodtilførslen stopper, og gør hånden helt stiv. De bliver ydmyget. Nedbrudt. Deres familier bliver brugt imod dem. Truet. Torturen skal få dem til at knække.

Ayad ser det hele. Han taber sig 17 kilo. Kroppen er konstant på vagt. Om natten sover han ikke. Skrigene fra de fanger, der bliver pint, runger i hans ører.

Hjertet hamrer

Efter 21 måneder slipper Ayad igen ud i friheden i efteråret 2006. Den danske ambassade besøger ham flere gange og sørger for, at han kan ringe til sin kone i Danmark.

Hjemme hos familien igen føler Ayad sig dobbelt straffet. Han har været væk fra Danmark i mere end et år, så i de danske myndigheders øjne skal han tilbage på starthjælp.

I dag vil oplevelserne i fængslet ikke slippe ham. Om natten sover han ikke. Han hører stadig fængslets puls. Hjertet hamrer. Han sveder. Det er som om, hans sjæl stadig er under tortur.

Ayad er 41 år og forsøger sig som selvstændig, hvor han køber og sælger biler. Men det går ikke godt, fordi han sover det meste af dagen. Hans syn er svækket, og han lider af hovedpine.

I stuen med udsigt til danske bøgetræer, sidder Ayad tilbage med en tom følelse. Foran ham på sofabordet ligger en stak billeder af mænd med triste øjne. Det er medfangerne fra fængslet. Ayad har det samme blik.

Han største ønske er at blive et normalt menneske igen og leve et normalt liv.

Men han tror ikke selv på det. Ikke mere.