De har aldrig været glade for hinanden tyskere og englændere, og nu er de to managere fra Bayern München og Manchester United røget i krig på ord, efter Bayern München onsdag slog Manchester United ud af Champions League.
Et afgørende punkt i kampen var, da den purunge højre back, Rafael, blev udvist, og bagefter beskyldte Manchesters manager, Alex Ferguson, tyskerne for bevidst at provokere den unge brasilianer til sine ugerninger. "Typisk tysk," kaldte Alex Ferguson det.
Men Sir Alex bør stikke piben ind og opføre sig som en gentleman, siger Bayerns manager Uli Hoeness til ESPN.
"Vi tabte i 1999 som gentlemen, og nu burde United gøre det samme. Det er en overreaktion fra ham, måske fordi han var skuffet over at tabe," siger Uli Hoeness med henvisning til det forsmædelige nederlag i dyb overtid, som Bayern led til United i Champions League-finalen Barcelona i 1999.
"Normalt er han en fin gentleman, men jeg synes ikke, det var rigtigt af ham at sige sådan. Vi var ærlige i Barcelona, og han burde være det samme, " fortsætter Uli Hoeness.
"I fodbold får du ikke altid, hvad du fortjener. Men i denne kamp viste vi en enorm ukuelighed," slutter Uli Hoeness.