Gazastribens indbyggere skal "forblive standhaftige og blive på deres land", siger Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, torsdag.
Hans udtalelse kommer, mens der fra nogle sider har lydt opfordringer til, at Egypten lader civile komme ud af Gazastriben.
Grænseovergangen Rafah mod Egypten er den eneste overgang, der ikke er kontrolleret af Israel.
Egypten huser i forvejen "ni millioner gæster", som Sisi kalder dem, fra andre lande.
Men med indbyggerne i Gaza "er det anderledes", siger præsidenten.
Hvis de rejser ud af Gaza, "udrydder det den palæstinensiske sag", lyder et af hans argumenter.
Efter at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas indledte et blodigt angreb mod Israel lørdag, har israelsk militær svaret igen med omfattende luftangreb mod Gaza.
Mindst 1200 israelere blev dræbt og omkring 3000 såret i Hamas' angreb.
På palæstinensisk side er over 1400 dræbt og flere end 6200 såret.
Ifølge FN har de israelske luftangreb sendt over 338.000 mennesker på flugt fra deres hjem i Gazastriben.
Nødhjælpsorganisationer har advaret om en humanitær katastrofe i Gaza.
Egypten opfordrede tidligere torsdag til, at der bliver tilladt adgang for humanitær hjælp til civile palæstinensere i Gaza via Rafah-grænsen.
Samtidig bad Egyptens udenrigsministerium Israel om at stoppe med at sende raketter mod grænsen, fordi angreb gør det svært at få nødhjælp ind.
Det skrev det britiske medie BBC.
Israel afviser at lade hjælp komme ind i Gaza. Israelerne har lukket for vand, brændstof og elektricitet.
Det har torsdag aften fået Jordans udenrigsminister, Ayman Safadi, til at betegne det som et "brud på humanitære værdier og principper", skriver Reuters.
Luftangreb gjorde det onsdag nødvendigt at lukke grænsen.
Torsdag siger præsident Sisi videre, at hans regering forsøger at forhindre en optrapning i konflikten mellem Hamas og Israel og forsøger at få en våbenhvile på plads.
- Vi prøver at dæmpe lidelserne for det palæstinensiske folk i Gaza, og vi bliver ved at ringe. Vi taler med alle ledere og embedsmænd, siger han i en tale.
Egypten har tidligere mæglet, når konflikten mellem Hamas og Israel er blusset op.
Lørdagens angreb er dog - målt i menneskeliv - det værste, Israel har oplevet i årtier.
Premierminister Benjamin Netanyahu har varslet "massiv hævn".
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP