Sirenerne har lydt i Lystrup og Lisbjerg ved Aarhus, så nu er alle varslinger ophævet, og beboere kan igen færdes udenfor efter storbranden i en lagerbygning med elektronikskrot, oplyser Østjyllands Politi.
Der kan dog stadig komme røgudvikling i forbindelse med efterslukningsarbejdet, så folk i hele området skal være påpasselige.
- Når man vurderer, at luften igen er ren, så sørg for at få luftet godt ud, skriver politiet.
Ilden sendte tunge og giftige røgskyer til vejrs, og politiet opfordrede lokale borgere i et afgrænset område til at være påpasselige og meget opmærksomme på røgen, der kunne være farlig. Døre og vinduer skulle holdes lukket, lød det.
Det var især beboere i området Sønderskovvej, Lystrup Centervej, Randersvej, der skulle være opmærksom på den farlige røg og slukke for eventuelle ventilationsanlæg.
Branden startede tirsdag, men aarhusianere, som skulle på arbejde onsdag morgen, skulle stadig være påpasselige.
- Hvis folk synes, at de er nødt til at tage af sted, så kan de gå ud og dufte: Hvis der stadig er mislugt, og luften ikke føles ren, så skal de ikke gå ud. Så synes jeg, at de skal blive inde, sagde vagtchefen fra Østjyllands Politi.
Politiet har ikke kendskab til, at mennesker er blevet syge af røgen.
/ritzau/