FCK's tjekkiske landsholdsspiller Libor Sionko er fortid i Danmark. Han er nemlig blevet enig med ledelsen i klubben om at ophæve kontrakten.
Opsigelsen træder i kraft med det samme. Derfor er den tjekkiske midtbanespiller ved at pakke sine ting og skifte København ud med Prag. Ophævelsen sker til trods for, at Sionko forlængede med FCK sidste år.
"Der lå gode intentioner bag kontraktforlængelsen for et års tid siden, men det er ikke nogen hemmelighed, at det har været begrænset med spilletid til Libor i 2009. Det har naturligvis været skuffende for begge parter, og Sionko har i forlængelse heraf haft et stærkt ønske om at slutte udenlandskarrieren og vende hjem til Tjekkiet. Vi ønsker ham held og lykke med livet og karrieren i sit hjemland," siger sportsdirektør Carsten V. Jensen på klubbens hjemmeside.
Selvom det ikke er blevet til meget spilletid i 2009, har tjekken været glad for sin tid i Danmark.
"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige, at jeg har haft en fantastisk tid i F.C. København. Vi har opnået store resultater og det er en dejlig klub med dedikerede fans. Jeg vil altid bære FCK i mit hjerte," siger Libor Sionko der nu vender tilbage til Tjekkiet, hvor han har haft kontakt med Sparta Prag.
32-årige Libor Sionko nåede 88 kampe for F.C. København og scorede 12 mål.