Det er svært – for ikke at sige umuligt, at opnå samme gode smag som på de gode restauranter, når du steger bøffer derhjemme.
Men nu løfter den engelske stjernekok, James Martin, sløret for, hvordan hans bøffer altid bliver perfekte. Og det er ganske let og billigt – man skal bare bruge en oksebouillon-terning. Det skulle efter sigende give bøffen mere velsmag.
Ifølge James Martin er opskriften på den perfekte bøf simpel:
Krydr bøfferne med salt og peber – gerne tyve minutter før, de skal på panden, så krydderierne har tid til at trække ind i kødet.
Smelt derefter smør på panden – gerne med hvidløg eller rosmarin. Når smørret er brunt, lægges bøfferne på panden. Og tages af efter et par minutter.
Det er så her, tricket kommer: Bouillon-terningen smuldres og dækkes jævnt over bøfferne, inden de kommer tilbage på panden og steges færdige. Lad derefter bøfferne hvile lidt, mens tilbehøret gøres færdigt.
Så enkelt er det, velbekomme.