Jonathan Richter er fortsat indlagt på hospitalet og hans tvillingebror, Simon Richter, fortæller nu, hvad status er på broderens tilstand:
"Han har det bedre, men der er stadig lang vej."
Jonathan Richters nyrer har blandt andet svigtet, og lægerne overvejede på et tidspunkt at amputere hans ene ben.
"Hans almene tilstand er skrøbelig. Men vi forventer, at 'Jonas' relativt snart flyttes til en anden afdeling, fordi hans vitale organer er i fortsat bedring," fortæller hans tvillingebror Simon til FC Nordsjællands hjemmeside, fcn.dk.
"Der venter ham fortsat en meget lang og hård kamp, der kan vare måneder, før han og vi ved, hvordan det her ender. Men Jonas er klar over, hvad der venter ham, og han har indstillet sig på det. I den fase har han brug for al den ro og fred, som han kan få, for han er stadig i en proces, hvor han forsøger at forstå, hvad der egentlig er sket, og hvordan han skal forholde sig til det," siger Simon Richter.
For fem uger siden blev den 24-årige Jonathan Richter ramt af lynet under en træningskamp på Hvidovre Stadion. I de første uger efter den voldsomme ulykke var Richters tilstand så kritisk, at det ikke var sikkert, at han ville overleve. Hospitalet kan nu erklære ham uden for livsfare, men der er stadig lang vej til, at han kan forlade sygesengen.
Forud havde han været næsten to uger i kunstig koma, hvor hans tilstand var meget svingende.
"Det er endnu for tidligt at sige noget om omfanget af hans varige men, men vi er lykkelige over at have ham hos os, og at han har kæmpet sig til det punkt, han er nået til nu. Vi vil dog gerne pointere, at Jonathan endnu ikke selv har kræfter til at kommunikere med andre end den nærmeste familie og få af hans bedste venner," siger Simon Richter.