Han er mest kendt for hård og melodiøs rock. Stålsatte meninger og et gudbenådet talent både for musik og humoristisk skuespil i "Drengene fra Angora".
Nu har TV 2 og Simon Kvamm så blevet enige om, at han skal være den tredje dommer i de populære "X Factor"-programmer. Næste sæson får premiere i begyndelsen af næste år.
Audition-optagelserne begynder dog lige om hjørnet.
Dermed bliver han sidekick til evighedsdommer Thomas Blachman og sidste års nye navn i dommertrioen, Kwamie Liv, som altså får genvalg.
- Han har kigget mange veje, og man har aldrig helt vidst, hvilken vej han ville kigge hen næste gang. Så vi er glade for, at han har kigget vores vej, lyder det fra programmets vært, Sofie Linde.
I en pressemeddelelse uddyber Simon Kvamm beslutningen om at blive dommer i den 16. udgave af "X Factor".
- Efter mange år i musik føler jeg mig klar til give andre råd og vejledning med på vejen. Og så kribler det bare i min indre cirkushest efter at blive sluppet løs i Danmarks største familieunderholdningsarena, siger han i pressemeddelelsen.
16. sæson af "X Factor" får premiere på TV 2 i januar 2023.
Her kan du blive klogere på ham:
Navn: Simon Kvamm.
Alder: 47.
Fødested: Aarhus, men vokset op i Silkeborg.
Civilstand: Gift med journalist og forfatter Stine Ellerbæk, som han har døtrene Elinor og Alice med.
Bopæl: Dragør.
Udvalgt diskografi:
* Nephew.
- "Swimming Time", 2000.
- "USADSB", 2004.
- "Interkom Kom Ind", 2006.
- "Hjertestarter", 2012.
- "Ring-i-Ring", 2018.
* Drengene fra Angora.
- "Drengene fra Angora", 2004.
- "Angora By Night", 2008.
* De eneste to.
- "De Eneste To", 2010.
- "Dobbeltliv", 2014.
* Solo.
- "Vandmand", 2017.
* Hugorm.
- "Kom Vi Flygter", 2020.
Udvalgte roller på film og tv:
* "Drengene fra Angora", 2004, flere roller.
* "Angora by Night", 2007, flere roller
* "Klovn", 2009, sig selv.
* "Klovn: The Movie", 2010, sig selv.
* "Den som dræber - Fortidens skygge", 2011, Kristian Almen.
* "Guru", 2021, Andreas.
Kilder: IMDB, Ritzau.