Når TV2s populære underholdningsprogram ”Toppen af Poppen” blænder op for den 11. sæson i år, bliver det med blandt andre Simon Kvamm bag mikrofonen.
Den 46-årige musiker har hittet i Danmark i over 10 år med alt fra landeplagerne ”Igen og Igen” og ”Superliga”, som Nephew stod bag, til en række danske sange, han har lavet i samarbejde med Peter Sommer i bandet ”De eneste to”.
Nu har han sagt ja til at deltage i ”Toppen af Poppen”, og det er der specielt en grund til – coronaens nedlukning og dermed musikerens mulighed for at møde sine kolleger.
- Jeg har opbygget et enormt savn efter at hænge ud med kolleger i musikbranchen, forklarer Simon Kvamm til TV2.
Han har allerede gjort sig forestillinger om, hvordan oplevelsen bliver.
- Jeg forestiller mig, at det bliver ligesom én lang familiefest med enormt mange musikalske indslag på enormt højt niveau, lyder det fra Simon Kvamm.
Simon Kvamm får selskab i programmerne af blandt andre den tidligere Gulddreng, Malte Ebert og Katinka Bjerregaard.
Sidste år satte corona sit præg på Toppen af Poppen, der derfor blev afviklet meget anderledes, end sædvanligvis. I år lover TV2 at programmet er tilbage i sin oprindelige form, hvor hver kunstner får sin ”egen dag”, hvor han eller hendes hits bliver fortolket af de andre musikere.