Når man gør et kup, plejer det at betyde, at man scorer en vare til en billigere pris end normalt.
Bare ikke for Silvan. Byggemarkedet er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for misvisende at reklamere med 'Majkup' i deres tilbudsaviser i maj sidste år på flere varer, der reelt ikke var sat ned i forhold til de andre måneder af året.
Det koster nu en stor bøde til Silvan på 200.000 kroner.
"Man må ikke give indtryk af, at priserne er sat ned, hvis det ikke er tilfældet. Når man kalder noget et 'majkup', indikerer det, at der er tale om en vare, der kan købes til en særlig fordelagtig pris i netop maj måned," siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Silvan selv erkender, at ordet 'Majkup' kan misforstås.
"Vi kan godt se, at det kan forstås på en anden måde end intentionen var, og da vi vil overholde loven, betaler vi den bøde i stedet for en opslidende retssag," siger indkøbs- og marketingsdirektør i Silvan, Thomas Juul Buchholt, til Newspaq.
Silvan har ændret adfærd, så for eksempel 'Fødselsdagstilbud' bliver ændret til 'Fødselsdag' i reklamer fremover. Dog vil marketingsdirektøren gerne have lov til at forklare sig.
"Gennem de sidste 11 år har vi brugt ordet 'Majkup' som tilbud, og det er aldrig faldet forbrugerombudsmanden for brystet før sidste år. "De har haft 11 år at reagere i, men sådan er det. Vi betaler og håber, vi kan finde ud af at gøre det rigtigt fremover," siger Thomas Juul Buchholt.