Silkeborg-træner varsler udskiftninger før playoff

Med nederlaget i Hobro skal Silkeborg spille nedrykningsplayoff. Her vil Peter Sørensen overveje mulighederne.
Peter Sørensen må indstille sig på playoffkampe om nedrykning fra Alka Superligaen, efter at Silkeborg mandag tabte 0-1 ude til Hobro IK.
Peter Sørensen må indstille sig på playoffkampe om nedrykning fra Alka Superligaen, efter at Silkeborg mandag tabte 0-1 ude til Hobro IK. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Mandag stod det klart, at Silkeborg skal spille playoffkampe om at undgå nedrykning fra Alka Superligaen.

Hobros hjemmesejr på 1-0 over Silkeborg i gruppe 1 i nedrykningsspillet blev den syvende ligakamp i streg uden sejr for aftenens gæster på DS Arena.

Det var samtidig fjerde nederlag i træk for Silkeborg, og træner Peter Sørensen overvejer at skifte ud på holdet.

- Der er lykkeligvis den mulighed, at man kan skifte nogen ud, hvis man synes, at der er andre, der er bedre. Det handler ikke kun om, at vi går ind i en playoff-tid om ikke så længe.

- Det (at skifte spillere, red.) tænker vi også fra kamp til kamp, og jeg har flere spillere til alle positioner, siger Peter Sørensen efter nederlaget i Hobro.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Ifølge Peter Sørensen, så handler Silkeborgs kamp for at undgå nedrykning nu i højere grad om færdigheder end spillernes mentale indstilling.

- Måske er de andre lidt dygtigere til det, man nu laver. Hvis de andre vinder de fleste bolde i luften, så er det ikke nødvendigvis, fordi vi ikke lige så gerne vil det. Måske er de andre lidt bedre.

- Det er ikke nødvendigvis, fordi alle spillerne på banen ikke vil vinde, siger Peter Sørensen.

En mulighed er at give flere erfarne spillere tid på mandskabet, der har haft en del unge spillere i holdopstillingen denne sæson.

- Rutine og erfaring er en god ting at have. Det er friskhed, hurtighed og udholdenhed også. Det er en kombination af de ting, som vi skal have sat sammen, siger Silkeborg-træneren.

Med enten en tredje- eller fjerdeplads i gruppen skal Silkeborg møde Lyngby eller Randers i playoffkampe.

Første kamp spilles 6. maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.