Silkeborgs forårssæson starter med et gys af en kamp, der automatisk får en til at holde vejret i bare spænding.
Men Silkeborgs trup har gjort det stik modsatte. Spillerne tager en dyb indånding, lægger efteråret bag sig og siger til sig selv, at bundbraget mod AC Horsens bare er en kamp som alle andre – selvom forskellen på sejr og nederlag er, om Silkeborg har 11 eller fem point op til nedrykningsstregen. Point, som skal hentes i resten af forårssæsonen.
»Det skal nok gå«
»Den kamp kommer til at betyde lige så meget som alle andre kampe. Det er ikke en finalekamp, det er en kamp, som er vigtig, fordi det er en kamp, der kan gøre det lidt lettere for os, og det er nummer to kamp også. Den er lige så svær, for hvis vi vinder den første og taber den anden, så er vi lige vidt,« siger den nye træner Preben Lundbye, der sammen med sine tropper skal op mod det andet bundhold Vejle i sæsonens anden kamp.
Derfor er det vigtig for Silkeborg at holde fast i troen på sig selv og holde koncentrationen igennem hele kampen, for det er ifølge træner Preben Lundbye det, der har knebet mest i efteråret.
»Vi er kommet ovenpå sådan, at de træningskampe, vi har spillet, der er vi ikke faldet ud eller faldet sammen på noget tidspunkt. Vi har spillet nogle gode kampe og fået noget god træning, så det skal nok gå,« siger Preben Lundbye, der slet ikke gider at forholde sig til nedrykning.
For at forhindre spillerne i at løbe ind i mental influenza midt i kampene, har spillerne i Silkeborg været igennem personlige samtaler i løbet af hele vinterpausen.
Mental træning
»Når man har været igennem sådan et efterår, med så få point, så vil der være nogle tanker, der flyver rundt, og hvis vi kan få dem til at falde rigtigt på plads, så hjælper det også spillerne.« fortæller Preben Lundbye.
Silkeborgs 23-årige midtbanespiller Dennis Flinta kan godt mærke, at de personlige samtaler har givet pote.
»Hver gang jeg træder ud af lokalet efter at have talt med coachen, så synes jeg hele tiden, at man gerne vil ud og spille og er mere opsat,« siger en forventningsfyldt Dennis Flinta, der forventer, at den mentale træning kan mærkes på hele holdet.
»Jeg håber, at vi er kommet stærkere ud af pausen og er bedre som trup, hvis vi nu skulle støde ind i modgang igen, så det vender hurtigere end ni nederlaget i træk, som vi havde i efteråret,« forklarer Dennis Flinta.
Og den nyankomne veteran Steven Lustü er enig.
»Vi skal have tingene til at fungere og ikke falde ned i hullet, hvis tingene ikke lige kører, for vi kommer til at tabe kampe. Det er helt sikkert,« siger han.