Superligaens bundprop, Silkeborg IF, har haft svært ved at finde vejen til netmaskerne i efteråret. Det 21-årige offensive talent Casper Henningsen kan gøre vejen lidt kortere. Han er hentet i Slagelse, og tiltræder i Silkeborg 1. januar på en to et halvt-årig kontrakt.
Silkeborg-sportschef, Ebbe Sand, er begejstret over indkøbet, og håber på, at Henningsen hurtigt kan forstærke den skrantende offensiv.
»Han er en spændende, udfordrende type, der gladeligt går til baglinien både uden- og indenom og tilmed er i besiddelse af en god hurtighed. Selvfølgelig er det et højt spring fra 2. division op til SAS Ligaen, men med en god vintertræning er det bestemt ikke urealistisk, at han kan markere sig på højeste niveau allerede i foråret, siger Ebbe Sand på klubbens hjemmeside.
Casper Henningsen glæder sig til at skifte 2. Division ud med Superligaen.
»Det er helt vildt. Det er som at få en tidlig julegave,« siger Casper Henningsen.
Han kommer oprindeligt fra Korsør, men skiftede i en tidlig alder til Slagelse. I junior- og ynglingeårene var han et smut forbi FC København, men vendte tilbage til Slagelse. Her debuterede han for Slagelses førstehold allerede som 17-årig i 2003, hvorefter det siden blev til over hundrede kampe for den midtsjællandske 2. divisionsklub. I denne sæson har han scoret 10 mål i 14 kampe. Casper Henningsen kan dække flere af de offensive pladser ? både som offensiv midtbanespiller, fløj eller angriber.