Superligaklubben Silkeborg har forlænget aftalen med den georgiske angriber Davit Skhirtladze, skriver klubben i en pressemeddelelse.
De to parter har nu papir på hinanden frem til sommeren 2019.
Angriberen kom til klubben fra AGF, hvor han aldrig blev nogen succes, men i Silkeborg har han spillet sig til en stamplads i holdets frontlinje.
Det har blandt andet resulteret i syv sæsonmål indtil videre i Alka Superligaen.
- Vi tror i SIF på, at han stadig har et uudfoldet potentiale, og det regner vi med at kunne forløse i den kommende kontraktperiode, siger klubbens manager, Peter Sørensen i pressemeddelelsen.
Peter Sørensen og Skhirtladze havde en fælles fortid i AGF, hvor Peter Sørensen tidligere var cheftræner.
Den 23-årige angriber tror ligesom sin træner på, at det er i Silkeborg, han bedst kan udvikle sit spil de kommende år.
- Jeg har taget et stort skridt fremad i det seneste år. Jeg kendte Peter Sørensen fra AGF, og han har været med til at løfte mit spil, så jeg nu er fast mand, siger Davit Skhirtladze i pressemeddelelsen.
- Jeg tror på, at jeg kan blive endnu bedre i de kommende sæsoner.
Siden skiftet til Silkeborg for et år siden er det blevet til 35 kampe og 13 mål i den røde trøje.
Efter en skidt start på sæsonen er oprykkerne fra Silkeborg kravlet op på tiendepladsen i Superligaen efter 21 af grundspillets 26 kampe.
/ritzau/