Det er overordenligt dejligt med en lille juleøl, lidt varme frikadeller og en venskabelig snak med kollegaen.
Det mener flere end syv ud af ti medarbejdere i det private.
76 procent går aldrig glip af firmajulefrokosten, viser en undersøgelse som HK Privat har foretaget blandt 1.600 medlemmer.
- Det viser noget om, at det er det sted, man har det rart sammen og danner grundlaget for ikke alene at få en god julefrokost, men også at få snakket sammen i forhold til, hvad der sker af udfordringer i det nye år, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK Privat Svend-Erik Hermansen til Newspaq.
Det er kun 2,7 procent af svarerne, der aldrig deltager i julefrokost på arbejdet. Omtrent 21 procent svarer, at de sommetider deltager.
Faktisk er det en rigtig god idé at prioritere firmafesten.
- Man hygger sig sammen på tværs af fag og afdelinger og får snakket sammen om noget, man normalt ikke får snakket om. Det er positivt, at der er et åndehul i løbet af et år, hvor man gør det her. Det er netop med til at få tingene kittet bedre sammen, end hvis man ikke havde det, understreger Svend-Erik Hermansen.
- Tallene viser også, at det er noget både medarbejdere og ledelse satser på, fortsætter han med henvisning til, at hele 86 procent af de adspurgtes virksomheder afholder julefrokost.
Og for de fleste er den festlige julefejring noget, der står på firmaets regning. Knap 67 procent af arbejdspladserne får hele julefrokosten betalt af arbejdsgiveren.
De ansatte og arbejdspladsen deler udgifterne i cirka 27 procent af tilfældene.