Med tre sejre i "Vild med dans", hovedroller i en perlerække af de største danske musicals og over en million solgte billetter i ryggen, er Silas Holst det tætteste vi kommer på en ukronet musicalkonge.
Nu kan han skrive endnu en titel på CV'et.
Selvom musicalen ”Strictly Ballroom” er den sidste med Silas Holst i den store hovedrolle, har dansestjernen nemlig ikke tænkt sig at skrue ned for sine musicalaktiviteter.
Silas Holst træder nu ind i ledelsen af "One and Only Musicals", som er et af Danmarks mest succesfulde musicalselskaber, der ejes af Jesper Winge Leisner.
Det fortæller Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Med en stillingsbetegnelse som ”Executive Producer” skal Silas fremover bidrage med kreativ udvikling af forestillingerne, strategisk retning og ledelsesmæssig forankring – sideløbende med, at han fortsætter sit virke som kunstner både på og bag scenen, lyder det i meddelelsen.
- Det føles egentlig bare som at komme hjem. Jeg er vokset op derude og har haft det meste af min karriere i det her firma. Det har været mit professionelle hjem i mit voksenliv, og det betyder enormt meget for mig nu at kunne være med til at videreudvikle det indefra. At kunne sidde med ved bordet, være med til at forme retningen – og samtidig stadig stå på scenen – det er en sjælden mulighed, siger Silas Holst.