- Jeg kan jo godt se, det er underholdende, men når det er slut, så sidder jeg med en dårlig smag i munden, for jeg har lige været i selskab med nogle mennesker, der har gjort sig til grin på den ene eller den anden måde – kun for at vinde en eller anden konkurrence. Og jeg må jo desværre nok indrømme, at jeg ikke har zappet væk, fortæller Silas Holst i sin nye bog.
Danseren og skuespilleren har ikke meget til overs for de folk, der håber på at blive kendte igennem et reality-program. Alligevel kan han åbenbart ikke holde blikket væk fra skærmen, når de er på.
Silas holdning til reality-tv kan du læse meget mere om i den bog, han netop har udgivet, skriver BT. Bogen hedder "Helt ærligt".
En løftet pegefinger til Gustav
Helt ærlig er Silas i den grad, når det kommer til stjernerne fra reality-programmerne. Selvom han er imponeret over det, den store reality-stjerne Gustav har opnået, synes han stadig ikke om grundlaget for hans succes:
- Og så er der Gustav, men det er noget helt, helt andet. For her er tale om en mand, der brander sig selv på at se “fabulous” ud i lyserøde hotpants, og jeg nægter at tro på, at han er sådan 24 timer i døgnet. Eller rettere, jeg VED, han ikke er sådan, for jeg har oplevet ham til et velgørenhedsarrangement engang, hvor han var stille og rolig og nede på jorden, fortæller Silas.
Der er altså ikke gået meget kærlighed tabt mellem de to. Faktisk mener Silas, at Gustav er med til at skade bøssers omdømme:
- Han er jo en dygtig mand, der tjener gode penge på sin karriere. Men han sætter sig selv og i øvrigt også mange af os andre bøsser i bås, fordi han render rundt på den måde. Det er altså trist!