Silas Holst har mistet sin far. Han blev 80 år gammel. Den kendte dansker fortæller således om sit tab på instagram:
- I går aftes døde min far og fløj videre. Efter en årelang og ødelæggende kamp mod alzheimers og 80 ture rundt solen, skriver Silas Holst, som ikke altid har haft et uproblematisk forhold til faderen.
- Guderne må vide at vi bestemt ikke har set ens på verden altid, men jo ældre vi blev jo mere forstod vi, lyder det fra danseren, som for længst har begravet stridsøksen.
- De gode minder fylder i dag. Og det er dejligt. Flyv godt og flyv flot far. Solen står klart på himlen til en smuk tur over Køge bugt. Og hvor mærkeligt og trist det end er ikke at have en far længere, er roen i, at dine smerter er væk og dit sind endelig har fået fred, større, skriver Silas Holst.
Han har i flere år været åben om faderens og hele familiens kamp mod alzheimers sygdommen, og er også ambassadør for Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark.
Han har tidligere talt om sin fars diagnose.
- Det er en stor og voldsom forandring, når demens rammer ens familie. Rollerne bliver pludselig byttet om, og ens forhold ændrer sig. Men der er også gode ting, og på mange måder har min fars sygdom ført mig tættere sammen med ham og mine søskende, sagde han i 2018.