Det er længe siden, Silas Holst fortalte, at det fremadrettet bliver til meget mindre dans med ham selv i hovedrollen.
Nu afslører den populære danser til gengæld helt andre jobs i fremtiden.
Det sker i et opslag på hans profil på Instagram, hvor han fortæller, at han skal land og rige rundt med sine egne talkshows.
- Jeg har virkelig glædet mig til det her. Mit nye talkshow "Dancing Queen", som er noget helt særligt for mig. Det er en fortælling om at turde stå ved, hvem man er. Jeg kommer til at dele de øjeblikke, hvor jeg har kæmpet med at finde min plads, og de stunder, hvor modet til at være mig selv har givet mig uventede sejre - og udfordringer, skriver han.
Silas Holst fortsætter.
- I efteråret 2025 tager jeg ud på turné, og jeg glæder mig enormt til at møde jer alle og ikke mindst til høre jeres historier og have ærlige samtaler om livet sammen. Det bliver en aften med varme, humor og ægte øjeblikke – hvor vi sammen kan mindes, grine og finde styrken i at være tro mod os selv.
Silas Holst begynder sine foredrag midt i september i Horsens, men kommer også forbi blandt andet Aarhus, Rosklide, Odense og København.