Denne vinter har med al tydelighed vist, at det danske kloaksystem trænger til en gennemgribende renovering. Det koster dog et tocifret milliardbeløb, hvis landet skal sikres mod oversvømmelser og det kan blive alt for dyrt.
Det vurderer eksperter i Københavns Kommune. Vejen frem mod tørre kældre ligger hos husejerne selv. Det skriver Politiken.
Med en ventil kan husejerne nemlig selv gøre en indsats for at holde kælderen tør og undgå omfattende vandskade. En ventil koster mellem 20.000 og 25.000 kroner, og nu vil Københavns Kommune som den første kommune gå den vej.
"Det er ikke og har aldrig været en kommunal opgave at sikre parcelhuse mod oversvømmelser. Derfor er jeg da også overbevist om, at husejerne gerne betaler en højvandslukker, hvis det betyder, at de undgår oversvømmelser og de udgifter, der er forbundet med det," siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), til Politiken.
En løsning med private ventiler kan betyde, at borgerne slipper billigere, end hvis kloakkerne skal renoveres for milliarder.
Og ideen med private ventiler bakkes op af miljøminister Karen Ellemann (V).
"Min tilgang er, at vi som udgangspunkt skal vælge de løsninger, hvor vi får mest for pengene. Jeg har nedsat et udvalg, som blandt andet skal se på, hvordan vi kan øge incitamenterne til lokal håndtering af regnvand. Udvalget ser også på de økonomiske konsekvenser ved forskellige løsninger," siger hun til Politiken.
Eksperter vurderer, at renovering af kloakkerne vil blive otte milliarder kroner dyrere end ventiler.
Kilde: Politiken.dk.