Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Mange laserpointere ligner lommelygter eller tykke kuglepenne, og sælges på diverse hjemmesider og på udenlandske feriemål. Det er vigtigt for Sikkerhedsstyrelsen at slå fast, at laserpointere, der er kraftigere end 1 mW kan give varige øjenskader. De er dermed ikke sikre for forbrugerne.
Det er vigtigt at være opmærksom på faren ved pointerne, og styrelsen opfordrer danske forældre til at være på vagt. De kraftigere laserpointere er nemlig ikke egnet til legetøj, og styrelsen opfordrer derfor til, at man undlader at købe dem. Også på udenlandske hjemmesider og på ferie under fjerne himmelstrøg.
Mange laserpointere har en kraftig laserstråle, fordi de skal kunne bruges i dagslys og på længere afstande, og det er disse penne, som kan give øjenskader. Laserpointere over 1 mW skal helt undgås. Men selv med svagere laserpointere er det vigtigt, at man ikke lyser hinanden i øjnene eller på spejle eller andre reflekterende overflader.
Kraftige pointere må ikke sælges til forbrugere
Forhandlere skal følge produktsikkerhedsloven. Det betyder, at de kun må sælge sikre produkter - og det er deres ansvar at overholde lovgivningen. Sikkerhedsstyrelsen har informeret branchen om, at laserpointere, der er kraftigere end 1 mW (klasse 2) kan udgøre en risiko og derfor som udgangspunkt ikke må sælges til forbrugere.
For forbrugere kan laserpenne af klasse 1 og 2 som udgangspunkt betragtes som sikre at anvende. Indgår laserlyset i legetøj er det dog kun klasse 1, der kan betragtes som sikre at anvende. Derfor hører Sikkerhedsstyrelsen også meget gerne fra forbrugere, som støder på kraftigere laserpointere til salg i Danmark.
FAKTABOKS
Gode råd
Laserpointere af klasse 1 og 2 betragtes som udgangspunkt som sikre for forbrugere.
Indgår laserlys i legetøj, må laserlyset ikke overstige klasse 1.
Køb ikke laserpointere, der overstiger klasse 2 - svarende til 1 mW.
Undgå for sikkerhedens skyld generelt at give dit barn laserpointere.
Hvis børn leger med laserpointere, er det en god ide at overvåge legen, så børnene ikke lyser hinanden i øjnene eller på spejle.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.