Et uformelt møde mellem repræsentanter for de fem permanente medlemmer for FN's Sikkerhedsråd endte sent onsdag uden konklusion.
Repræsentanterne fra Storbritannien, Kina, Rusland, Frankrig og USA var samlet for at drøfte planerne om at få Syriens kemiske våben under international kontrol.
- Alle fremlagde deres position, men der var ikke tale om rigtige forhandlinger, siger en FN-diplomat efter det 45-minutter lange møde, der blev holdt bag lukkede døre hos russerne.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon har tidligere sagt, at verdensorganisationens ry er blevet sværtet, fordi det ikke er lykkedes at få standset de voldsomme krigshandlinger i Syrien.
Frankrig er kommet med et forslag til en resolution, der konkretiserer planerne om at fjerne kemiske våben fra det syriske regime.
Men teksten indeholder også skarpe vendinger om, at Syrien står over for en straf, hvis ikke landet overgiver sine kemiske våben til det internationale samfund.
Derfor mener Rusland, at franskmændenes resolution er uacceptabel og har i stedet udformet sit eget forslag.
Rusland, der er en af Syriens vigtigste allierede, har flere gange nedlagt veto imod sanktioner over for det syriske regime.
Meget tydede derfor på, at USA ville gå uden om FN i et begrænset militært angreb i Syrien. Men forslaget om at afvæbne Syrien for dets kemiske våben har fået amerikanerne til at arbejde videre med en diplomatisk løsning.
Syriens udenrigsminister har accepteret forslaget om at anbringe landets våben under international kontrol for at undgå et militært angreb fra USA.
Torsdag mødes desuden den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, med sit russiske modstykke, Sergej Lavrov i Geneve for at diskutere spørgsmålet om Syrien.
/ritzau/AFP