Det står nu klart, at sikkerheden ikke var i orden på det stillads, hvorfra en mand faldt ned i morges og blev dræbt.
Det oplyser Arbejdstilsynet til Newspaq.
Efter sådanne ulykker tager arbejdstilsynet ud for at afgøre, hvordan det kunne ske og nu forelægger den foreløbige rapportering fra arbejdstilsynet, fortæller Hasse Mortensen, der er tilsynschef hos Arbejdstilsynet.
"De har under nedtagningen af stilladset taget noget af rækværket ned, og det er et af disse steder, hvor sikkerhedsforanstaltningerne ikke længere er i orden, at ulykken sker," fortæller han til Newspaq.
Nu skal Arbejdstilsynet sammen med politiet forsøge at finde ud af, hvem der er ansvarlig for at ulykken kunne ske.
Ansvaret kan enten placeres hos bygherren, hovedentreprenøren eller underleverandøren, som i dette tilfælde er stilladsfirmaet, hvor den dræbte arbejdede.
Det var en 39-årig mand, der mistede livet, da han faldt omkring 20 meter ned fra stilladset ved otte-tiden i morges ved Ferring-bygningen på Amager.
De, der får ansvaret for ulykken, kan se frem til en bøde i omegnen af 80.000 kr. for forseelsen, fortæller Hasse Mortensen.
Det kan endnu ikke siges, hvornår ansvaret kan placeres.