De danske ishockey-herrer fik i nat en særdeles vigtig sejr over Italien ved A-VM i Canada.
Efter en dansk drømmestart med tre mål på ti minutter endte opgøret om at undgå jumbo-pladsen i den indledende gruppe med en sejr på 6-2 til Danmark.
Dermed er de danske ishockey-herrer sikre på at gå videre til mellemrunden, ligesom de for syvende år i træk kvalificerede sig til næste års VM med de allerbedste nationer.
Endelig betyder sejren, at Danmark er meget tæt på at sikre sig den 12. plads på verdensranglisten, der betyder, at landsholdet skal spille OL-kvalifikation på hjemmebane. For italienerne betyder nederlaget, at de skal ud i nedrykningsspil for at sikre sig forbliven i A-gruppen.
I den første kamp ved VM tabte Danmark til Tjekkiet med 5-2. Sidste opgør i den indledende runde byder på et møde med mægtige Rusland.